[T]he next day, they didn’t go to school. Instead, they rode their skateboards to the parliament building, with large protest signs under their arms, and sat down in front of the building. The evening before, they had put LED lights on some of the signs, which were now flashing brightly. They had connected their speakers together so everyone in the street could hear what they were saying. Some passersby stopped and asked the children what they were demonstrating for.“For software freedom!” they replied in unison and told the adults their story.Impressed, the adults nodded, and the president also looked curiously at their signs as he approached the building.
Næste dag tog de ikke i skole. I stedet kørte de på deres skateboards ind og satte sig foran parlamentsbygningen med store protestskilte. Aftenen før havde de sat LED-lys på nogen af deres skilte, som nu blinkede klart.De havde også koblet deres højtalere sammen, så alle på gaden kunne høre, hvad de sagde. Nogle forbipasserende stoppede og spurgte børnene, hvad de demonstrerede for. “For software-frihed!”, svarede børnene i kor og fortalte de voksne hele historien. De voksne nikkede imponerede, og præsidenten kunne ikke lade være med at kigge nysgerrigt på deres skilte, da han ankom til bygningen.
“For software-frihed!”, svarede børnene i kor og fortalte de voksne hele historien. De voksne nikkede imponerede, og præsidenten kunne ikke lade være med at kigge nysgerrigt på deres skilte, da han ankom til bygningen.